layoutelementlayoutelement
 

Vitus Berings mindesmærker

Ortved

Kirsten Ortweds skulptur Beringsøen på Torvet.

Vitus Jonassen Bering blev født i Horsens i 1681, hvor han boede til han som 14-årig drog til København for at blive uddannet til sømand. Bering kom i russisk tjeneste og er særlig kendt for en opdagelse af, at Asien og Amerika er adskilte, af et hav, der bærer hans navn og hedder Beringsstrædet. Han døde i 1741 på Kommandør-øen, senere benævnt Bering-øen i Stillehavet.

Horsens havde indtil 1860’erne, hvor man valgte at opkalde en beskeden sidegade til Allégade efter ham, intet minde om Vitus Bering. Det næste spor af Bering er det stadig velbevarede Beringshus på Søndergade 30. K. Madsen lod huset opføre i 1911-12, og efter datidens beregninger havde man identificeret netop dette sted som værende Berings fødested. K. Madsen valgte kunstneren Karl Hansen Reistrup til at udsmykke huset. Relieffet øverst på bygningen forestiller Vitus Berings skib i Beringsstrædet omgivet af to isbjørne, der symboliserer det amerikanske og det asiatiske kontinent.

Det var dog først i 1931, få år før 200-års jubilæet for Berings død, at man nedsatte en komite, hvor bl.a. Niels Bohr var medlem, til at diskutere planerne for et mindesmærke. ”Overretssagfører Danjelsen og Hustrus Legat til Forskønnelse af Horsens By og særlig dens Omgivelser” ønskede at støtte tiltaget med 300.000 kr. og en offentlig idé - og skitsekonkurrence blev udskrevet i august 1941. Danske arkitekter og kunstnere indleverede i alt 62 forslag. Førstepræmien gik til arkitekt Kaare Klint og billedkunstner Mogens Bøggild. Projektet kunne selvsagt ikke gennemføres inden fejringen af 200 års dagen, som skulle afholdes 19. december 1941 og derfor valgte man i denne anledning at opsætte en mindetavle i første sals højde på ejendommen Jessensgade 14. I nabohuset, der for længst var forsvundet, havde Berings fødested ligget. Man endte dog med at opgive gennemførelsen af 1. præmien bl.a. fordi opgaven med den store glaserede skulptur ikke kunne udføres på tilfredsstillinde måde.

Konkurrencens 2. præmie, Henning Seidelins statue af Vitus Bering med sin hund er derimod stadig at se i Horsens. Skulpturen foreviger den berømte søfarer i det øjeblik han sender en due op, for at den skal søge at nå land. I dag står skulpturen i forhallen ved indgangen til Byarkivet i det forhenværende rådhus på Søndergade 26.

Vitus Bering

Henning Seidelins skulptur.

Man besluttede i starten af 1950’erne at bruge midlerne fra Danjelsens Legat til at anlægge et parkanlæg mellem Andreas Flensborgs gade, Kongensgade og Claus Cortsens gade, som man ønskede skulle danne rammen om mindesmærket. C. Th. Sørensen, der var sin tids førende danske landskabsarkitekt, udformede parken fra 1954-56, som man navngav Vitus Berings Park. Bibliotekar Erling Stensgård fra Statsbiblioteket i Århus havde siden 1938, hvor han faldt over et billede af fjorten gamle kanonrør på Beringsøens strandbred, ihærdigt forsøgt at få et par af disse til Danmark. Dette lykkedes dog først i 1957, hvor kanonerne blev sejlet først til København og siden til Horsens af fregatten Holger Danske. Her blev de i et højtideligt optog 6. september ført gennem byen til Vitus Berings Park som sammen med en bronzemindetavle blev indviet dagen efter, den 7. september 1957. Bronzetavlen på muren i parken blev kort efter flankeret af de to kanoner.

Vitus Berings kanoner

Kanonerne og mindepladen i Vitus Bering Park.

Hele tre mindesmærker er fremstillet siden. Modellen af Berings skib ”Sct Peter” af Albert og Orla Fischer Laursen, som er skænket til Horsens Kommune af den Østjyske Egssparekasse. står på Horsens Museum. Billedhuggeren Kaj Rugholms skulptur ”Vitus Berings støvler” i let rustet jern fra 1985, er at finde i forhallen på Horsens Rådhus. Sidst, men ikke mindst blev byens største skulptur ”Beringsøen” indviet i juni 2002. Vandskulpturen, der er placeret på Torvet i Horsens, består af gennemskårne bronzebjerge, placeret i et lavt bassin med vand og er skabt af billedkunstneren Kirsten Ortwed. Derudover er en del institutioner og bygninger i byen opkaldt efter ham. (Oplysningerne stammer fra Byarkivets A-fonde: A-866; A-799; ”I Vitus Berings fodspor” folder fra 1986; Byrådsforhandlingerne 1942-43, 1952-53, 1954-55; ”Berømt i verden – men ikke i Horsens” artikel fra Horsens Folkeblad 24.juli.) Skrevet af Kathrine Pedersen 2008

Indholdsansvarlig Vibeke Lerche, kuvl@horsens.dk