layoutelementlayoutelement
 

Horsens Flyveklub

Horsens Flyveklub

Horsens Flyveklubs jubilæumsskrift.

Horsens Flyveklub blev stiftet i 1966 og havde fra begyndelsen 21 medlemmer. Formålet med klubben var at fremme flyvning i Horsens-området, og klubben arrangerede bl.a. foredrag og teorikurser. Ud over dette arbejdede bestyrelsen på at skaffe flyvemaskiner til klubben for at give medlemmer mulighed for at tage certifikat. I 1967 lejede Horsens Flyveklub sig ind på Rårup Flyveplads, med klubhus og hangar til opbevaring af flyvemaskiner. Horsens Flyveklub samarbejdede med Cimber Air, om at få etableret en offentlig lufthavn tættere på Horsens, men planen måtte opgives i 1970.

I 2002 blev Horsens Flyveklub tilbudt at købe flyvepladsen fra den daværende private ejer. I forbindelse med købet blev Rårup Flyvepladslaug stiftet 17. december 2002, og lauget ejede flyvepladsen fra 1. januar 2003. Rårup Flyvepladslaug består af 16 medlemmer fra Horsens Flyveklub. Ved samme lejlighed blev der købt ekstra jord, således at landingsbanen kunne udvides fra 500 til 700 meter. Omkostningerne dækkes gennem pladsafgift for de fly, der er stationeret på flyvepladsen. Flyvepladslauget har indgået en driftsaftale med Horsens Flyveklub om, at klubben driver og vedligeholder pladsen.

Ved klubbens 40 års jubilæum i 2006 var der ca. 60 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen har certifikat. Der er 10 fly stationeret på flyvepladsen.

(Oplysningerne stammer fra Byarkivets arkivfond A-312.)

Skrevet af Anne Sofie Krogh og Anette Jørgensen, 2007