layoutelementlayoutelement
 

Sneløver

Sneløver 

Sneløver

Foran det forhenværende rådhus på Søndergade 26 har der flere gange stået sneskulpturer. Når vejret har villet det i december, har skulpturerne forestillet noget, som havde med julen at gøre. Andre gange er sneskulpturerne skabt i andre vintermåneder end december.

Formodentlig er det tilfældet med de to sneløver, som ses på dette billede. De blev lavet af billedskærer Th.Holm, der havde værksted skråt overfor det daværende rådhus, i gården til Søndergade 17-19. Efter alt at dømme er løverne skabt i en af de snefyldte vintre i årene mellem 1917 og 1919.

Det var Arbejdernes Hjælpekomite, ved formanden Julius Jensen, der havde overtalt Th.Holm til at lave skulpturerne for at vække opmærksomhed omkring indsamlingen af penge til byens mange arbejdsløse og uformuende. Skiltet foran løverne opfordrer da også til at give en skærv til de fattige.

Bodil Møller Knudsen, 2009.