layoutelementlayoutelement
 

Marius Emanuel Gregers

Emanuel Gregers

Marius Emanuel Gregers blev født i Horsens 28.12 – 1881 og var søn af S. Jensen og Maren Olsen, logeværter ved Logen, Kattesund 5. Gregers kom efter endt skolegang i lære som sagfører, hvilket han senere opgav til fordel for skuespillerkarrieren. Gregers debuterede allerede som 16-årig på Horsens Sommerteater. Han blev professionel skuespiller i 1899 og optrådte i flere år derefter på forskellige provinsteatre bl.a. på Horsens Teater. I 1909-10 blev Gregers direktør for Frederiksberg Teater og fra 1921 stod han for ledelsen af Casino i Amaliegade.

Emanuel Gregers blev dog særligt berømt da han trådte ind i filmens verden. Han debuterede som filmskuespiller i 1912 og i flere år hørte han til de mest efterspurgte og højtbetalte berømtheder på det danske filmlærred. Blandt hans første film var ”Guldhornene”. Senere avancerede han og blev en af Nordisk Films mest benyttede instruktører særligt på grund af hans evner inden for folkekomedien. Han var ved Nordisk Film 1916-1921.

Privat var han gift fem gange med forskellige berømte skuespillerinder. Blandt dem var Bodil Ipsen og Marguerite Viby.

Marius Emanuel Gregers døde 21. 03 – 1957.

Udarbejdet af Kathrine Pedersen, Byarkivet, april 2008. Oplysningerne stammer fra Byarkivets indkomstjournal nr. 2008-51 og Vejviseren fra 1917.

Indholdsansvarlig Vibeke Lerche, kuvl@horsens.dk