layoutelementlayoutelement
 

Anna Rasmussen

Anna rasmussen

Anna Cathrine Rasmussen

Anna Rasmussen blev født i Horsens i 1892. Faderen M. Themsen døde, da hun var lille og moderen måtte forsørge alle syv børn ved at etablere en rulleforretning. Anna giftede sig i 1913 med former Henry Rasmussen og sammen fik de sønnen Leon Borch Rasmussen i 1914. Familien boede på Griffenfeldtsgade 21 fra ca. 1920 til omkring 1964, hvor Anna Rasmussen flyttede til Carolinelundsvej 25.

I kraft af hendes arbejde som syerske blev hun i 1910 medlem af Syerskernes Fagforening i Horsens, som i 1915 indgik i Dansk Skrædderforbund. Efter et mangeårigt engagement blev hun i 1926 valgt til formand og denne post bestred hun frem til 1955. Derudover var hun medlem af Skrædderforbundets bestyrelse fra 1943-1957. Hendes stærke sociale og faglige interesse kom ligeledes til udtryk i hendes lange medlemskab af forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation i Horsens fra 1927-45.

Anna Rasmussens politiske karriere startede med en post i Horsens byråd for Socialdemokraterne fra 1929. Frem til 1943 var hun medlem af op til 11 forskellige udvalg, kommissioner og bestyrelser årligt. Hendes arbejdsområder spændte vidt, fra formandsposten for Skolekommissionen og medlemskabet af det Børneværnsudvalget til medlemskabet af udvalget for Vandværket og Horsens-Juelsminde Jernbanes Bestyrelse. Desuden bestred hun i mange år formandsposten i Udvalget for Kommunens Stiftelser og sad i fire forskellige legatbestyrelser.

Hendes lokalpolitiske karriere stoppede, da hun blev valgt ind i Landstinget i 1943. Frem til 1953, hvor hun forlod Landstinget, arbejde hun flittigt for de socialt udsatte grupper i udvalg vedrørende social- og børneforsorg.

Hun døde i Horsens i 1977.

Udarbejdet af Kathrine Pedersen, Byarkivet, april 2008. Oplysningerne stammer fra Kvindebiografisk leksikon, Vejviser, Folketælling og Byrådsforhandlinger