layoutelementlayoutelement
 

Gartner G. J. Bøgh

Gartner Bøgh

G. J. Bøgh

 

I 1858 optræder handelsgartner G. J. Bøgh for første gang i vejviseren for Horsens, men allerede 1854 oprettede han sit gartneri her.

Han blev født i 1821 i Herfølge som præstesøn. Han blev udlært som gartner i Sorø Akademis have, i Frederiksberg slot have og Rosenborgs have og i 1843 blev han endelig færdiguddannet i sit fag..

Herefter drog han til Hamborg og var derefter i tre år bestyrer af et handelsgartneri i Wien. Belæsset med erfaringer fik han arbejde på Palsgård gods i nærheden af Horsens i 1849 og startede så sit gartneri i Horsens nogle år efter.

I 1855 giftede han sig med Henriette Amalie Diderich med hvem han fik Victorine Juliane Bøgh 1856,Hun giftede sig senere med en af gartner Fløystrups sønner. 1858 fødtes Sophus Julius Wilhelm Bøgh, 1859 Matthias Frederik Georg Bøgh, 1861 Johan Gottlieb Bøgh, 1863 Carl Magnus Bøgh og 1865 Sophus Carl Bøgh. Sophus Julius og Sophus Carl blev begge gartnere i faderens handelsgartneri.

Bøghs gartneri dækkede otte tønder land og lå på nordsiden af Sundvejen øst for den daværende Horsens by. Bøgh anlagde også haver, læbeplantninger og kirkegårde f.eks. Horsens østre kirkegård, der lå lige overfor hans gartneri. Han handlede også med rodfrugtefrø og græsfrø, som han indkøbte i udlandet.. Efterhånden gik han over til selv at dyrke disse frø, og da forretningen gik godt udvidede han sit dyrkningsareal. Han dyrkede tillige køkkenurter og havde stort held med dyrkning af frugttræer.

Han interesserede sig især for deres oprindelsessted og fremavlede desuden mange nye sorter, f.eks. de stadig eksisterende Bøghs citronæble.

Gartner Bøgh døde i 1904 og området, hvor gartneriet lå, blev hurtigt inddraget i den voldsomt ekspanderende industriby. Nu er der ikke andre spor af gartneriet end gadenavnet Bøghsgade..

 

Indholdsansvarlig Vibeke Lerche, kuvl@horsens.dk