layoutelementlayoutelement
 

Åen og havnen

åen 

Åen udfor Kirkegyde før den blev fyldt op i 1904.

 

Bygholm å løb allerede i vikingetid og tidlig middelalder gennem det område, hvor Horsens nu ligger, og dannede i mange hundrede år byens grænse mod syd.

Den tidligste bebyggelse, fra 900-årene, lå lige nord for det sted, hvor åen møder fjorden og skaber en naturlig havn, nemlig i området ved nuværende Borgergade og Klosterkirken og lidt øst og vest herfor.

Da byen i 1200 - 1300-årene forandredes fuldstændigt med en ny byplan, vedblev åen, som noget af det eneste, at være et konstant orienteringspunkt. Byens nye hovedfærdselsårer, Søndergade - Borgergade og Nørregade - Kattesund blev nemlig anlagt parallelt med åen. Derved blev byens plan og indre logik skabt over tre parallelle øst-vest gående forløb: nemlig åen mod syd og de to gadeforløb parallelt løbende nord herfor. Eftersom byen her i højmiddeladeren kom til at strække sig længere mod vest end den gjorde ved dens opståen, så forlængedes også den del af åen, som byen gjorde brug af til havn, med et stort stykke mod vest, nogenlunde til det sted, hvor det moderne rådhus nu ligger. Åen og de store gader blev forbundet med mange smågader, gyder og smalle gange.

Imidlertid var åen ikke særlig dyb, hvilket skabte to problemer. Den frøs nemlig hurtigt til om vinteren, og derfor måtte byen gøre brug af en såkaldt vinterhavn. Den lå ved Stensballesund og er nævnt første gang allerede i 1442. Desuden kunne lidt dybere stikkende skibe ikke gå ind i åen og derfor blev det almindeligt at disse skibe lå på reden lidt uden for åens munding, hvorfra varerne så blev prammet ind.

Der findes ikke nogen mere nøjagtig angivelse af åens mere detaljerede forløb, før den første gang blev afbildet på et kort i 1677. I et enkelt tilfælde har det dog været muligt at påvise, at åen løb meget tættere ved Klosterkirkegårdens mur i middelalderen end det blev tilfældet senere. Hospitalsbro var den eneste middelalderlige bro. Den førte over åen på det sted, der i vore dage svarer til krydset Hospitalsgade - Sønderbrogade.

I 1677 blev det første kort over Horsens tegnet og herpå ses åen naturligvis. Mange steder langs åens nordside var grundene ikke bebygget helt ned til åen eller til den gade langs med åen, som langsomt voksede frem her. Og åens sydside ligger helt ubebygget hen. Imidlertid blev der allerede i 1615 bygget en - ikke på kortet angivet -bro over åen, hvor gaden Fugholm fra nord møder den, så området syd for åen er blevet taget i mere regelmæssigt i brug på dette tidspunkt. Formodentlig var her blegepladser for vasketøjet fra byens husholdninger. Landstykket mellem åen og den syd for liggende vig af Horsens fjord, med navnet Flasken, var på dette tidspunkt meget smalt og fugtigt, så nogen større udnyttelse har der heller ikke været mulighed for.

Kortets angivelse af at der kunne bygges skibe så langt oppe ad åen som ved det nuværende rådhus må anses for fejlagtigt, hvad angår 1600-tallets slutning. Da var åen både lavvandet og så fyldt med mudder og sand, at det ville være umuligt for de store skibe at passere under broen ved Fugholm, men muligvis henvises til en ældre brug af stedet eller til at der blev bygget småbåde og pramme her.

På kortet ses også det østlige endepunkt for havnen, det såkaldte Ladebrohoved, der strakte sig ud i fjorden, fra et sted sydøst for vore dages Havne allé.

resenkort

Kort over Horsens fra Resens Atlas ca. 1670. Bemærk at kortet er set fra nord.

Sidst i 1600-årene påbegyndtes også inddæmningen af det smalle stykke land mellem åen og den flakke del af fjorden, der som nævnt kaldtes Flasken. Denne inddæmning ses tydeligt på Eegbergs oliemaleri fra 1746. Man kan også se at skibene befinder sig uden for selve åhavnen, nemlig på det område, som kaldes Ladebroen, og i enkelte tilfælde Skibbroen. Det er her ud fra at havneområdet kommer til at vokse. I vore dage er det blevet til det stykke land, hvor den forhenværende toldbod og stykgodspakhuset ligger.

I 1600-årene og hovedparten af 1700-årene vedblev hovedproblemet, hvad angår havnen, at være at sejlrenden mellem å-forløbet og fjorden konstant sandede til. Der kom mange forslag til opmudring af både åen og sejlrenden, og i 1736 udnævntes for første gang to havneinspektørerer, der skulle råde bod på havnens brøstfældigheder.

Imidlertid var det først med den store fornyelse af hele havneområdet i årene efter 1785 at der virkelig skete noget. Amtmand over Århus amt Ove Høegh-Guldberg, der var født i Horsens, nedsatte en havnekommission som både havde teknisk og søkyndig indsigt. Bolværkerne i åen blev fornyet, skarnkasser indrettedes, således at alt affald ikke skulle havne i åen og en muddermaskine opmudrede hele å-forløbet samt selve sejlrenden ved Ladebroen, helt ud til fjordens sejlrende. Opmudringen betød, at skibe nu kunne gå lastede ind i åen. På den søndre side af åen blev der sat bolværker, således at alt den jord, der blev fjernet fra åen ved opmudring kunne henlægges der og gøres brugbar som opfyld. Her blev derefter anlagt to kølhalningspladser. På nordsiden af åen - lige øst for nuværende Havne allé - udvidedes byens egen tømmer-og skibbygningsplads med et stort område.

Uddybningen af havnen forløb så godt, at det i 1811 blev muligt at have skibene i vinterleje i selve havnen inde ved Horsens og vinterhavnen i Steensballesund blev opgivet.

I årene efter 1785 er havnen i smuk blomstring. Fugholms bro bliver gjort til vindebro, så større skibe kan gå ind, pakhuse skyder op langs nordkajen og sydkajen bebygges så småt. Der er fyldt af skibe i havnen, der kølhales og tømres nye skibe, varerne strømmer til og fra og byen blomstrer. De rige købmænd bygger store gårde på byens ene hovedgade, Søndergade, og de rige håndværksmestre bygger på byens anden hovedgade, Nørregade. Selv nybyggeri til småkårsfolk opføres, især i smågaderne som forbinder hovedgaderne med havnen.

Fugholms bro.

Fugholm bro i 1890erne.

I 1800-årenes midte var befolkningens antal steget radikalt (fra 2398 i 1807 til 12.652 i 1880) og den voksende industri gjorde en havneudvidelse nødvendig. På østsiden af Ladebroen lå den såkaldte Smedekrog og her blev den nye havn anlagt i slutningen af 1850erne (se kortet fra Traps Danmarksbeskrivelse). Samtidig blev der fyldt op med jord rundt omkring havnebassinet, og lige nordfor blev der udlagt haver til brug for arbejderne i kvarteret. Også på sydsiden af åen lå der nu huse og værksteder, der var tilknyttet skibsfarten.

På dette tidspunkt begyndte det egentlige åløb at miste sin betydning. Nu kom skibene igen ikke længere ind i havneområdet end til den nye havn og til åens udmunding.

Allerede i 1883 kom spørgsmålet om åens fyldning på tale uden at der skete yderligere. Imidlertid henvendte en del af de ejere, der havde grunde ned til åen, sig i 1897 til kommunen med tilbud om at yde et tilskud til betaling af opfyldningen af åen. I 1902 blev det vedtaget at fylde åen fra Levysgade og til lige vest for Havne allé. Den 2. maj 1903 påbegyndtes fyldningen af åen, ved at man tog jorden fra udgravningen til Svaneapoteket, på hjørnet af Borgergade og Torvet, kørte det ned til Fugholms bro og væltede det i åen. I begyndelsen af 1904 var selve fyldningsarbejdet færdiggjort, og selve gadeanlæggelsen påbegyndtes.

Åen er således ikke lagt i rør, som det er sket mange andre steder, men fyldt op. Bygholm å løb videre i et andet forløb, som der allerede i flere hundrede år var ansatser til. Det synes nemlig som om Bygholm å, da den nåede Horsens, løb både i det kendte løb ind gennem byen, og i et meget kort forløb lige ud i fjorden. Det er dette sidste udløb, som består i dag. Nu er det meget, meget længere end det var fra begyndelsen. I den tidligst tid gik fjorden næsten indtil nuværende Sønderbrogade og denne del af åens forløb var derfor ikke nær så langt som det er i dag, hvor påfyld og inddæmning har skabt et kæmpestort nyt landområde syd for den gamle åhavn.

Før åens lukning i 1903 var der røster for både en bevarelse af status qvo og for en lukning. De, som talte imod, sørgede over at byens rigdom af gamle huse langs åen og selve sammenhængen mellem byens huse, åens og byens historie ville forsvinde. De, som ønskede åen lukket, kaldte sig fremskridtets mænd. De ønskede, at alt det uhumske ved åen ville forsvinde, og de glædede sig over at have fået en fortrinlig direkte færdselsvej mellem banegården og havnen.

Opfyldning af åen.

Muddermaskinen i gang med opfyldning af åen.

Åen blev lukket, hovedparten af de gamle, smukke huse omkring den efterhånden revet ned, og det sidste stykke åhavn mellem Havne allé og den nu forhenværende toldbod blev som det eneste minde om fordums dage lukket i første halvdel af 1980erne. Nu er det alt sammen et stormomsust område uden megen oplevelsesmæssig værdi.

Skrevet af Bodil Møller Knudsen 2008.

 

Indholdsansvarlig Vibeke Lerche, kuvl@horsens.dk